Året der gik 
med Flemming Joseph Jensen

Flemming

2023 går på hæld, og vi vil derfor gerne benytte lejligheden til at kigge tilbage på året, der gik - læs vores CEO Flemming Joseph Jensens tilbageblik på året.

Af Flemming Joseph Jensen, CEO i Balder

Endnu et år lakker mod enden, og hvad er mere oplagt end at kigge tilbage på året, der gik? Vores CEO, Flemming Joseph Jensen, sætter her spot på de vigtigste ting, der er sket i Balder i 2023. Og så tager han et kig ind i krystalkuglen for 2024.

De resterende dage i indeværende år er ganske få, og i Balder går vi forventningsfulde et nyt, spændende år i møde.

Hvor vi i 2022 havde vores travleste år til dato med fire færdigopførte byggerier og 725 nye lejemål, har 2023 også været et travlt år, men med endnu mere tid til kundepleje, implementering af bæredygtige tiltag, procesoptimering og fokus på at sikre fortsat motiverede medarbejdere.

På ejendomsfronten har vi kunnet færdiggøre tre byggerier: Green Hills, TriumphByen og Strandby Huse, mens vi har afleveret første etape af Strandby Høje. Det betyder, at vi med stor glæde har budt velkommen hjem til mere end 450 nye lejere.

Vi er desuden godt i gang med opførelsen af Torveporten i Valby i et 50/50 joint venture med Nrep. Her opfører vi både lejeboliger, studieboliger og et kontorhus og kunne i sensommeren afholde rejsegilde. Et spændende projekt, som jeg glæder mig til at se udfolde sig endnu mere i løbet af 2024, hvor de første beboere flytter ind i forsommeren.

Et styrket serviceniveau og bedre kundekommunikation
Et af vores helt store fokuspunkter for 2023 har været en række kundetilknytningsindsatser. Det er vigtigt for os, at vores kunder ser os for andet og mere end dem, der opkræver husleje og sørger for det administrative. Og vi kan heldigvis se, at denne dedikerede tilgang til at øge kundetilfredsheden betaler sig.

I kombination med attraktive beliggenheder på vores ejendomme og motiverede medarbejdere har det øgede kundefokus resulteret i en tomgang på under 1 %. Det er bedre, end hvad man ser i resten af markedet og derfor på mange måder et tal, vi er utroligt stolte af.

Af 2023-indsatser med fokus på kundepleje kan jeg blandt andet nævne:

  • Vi har afholdt i alt 22 Balder-træf for vores beboere i løbet af året. Her kan vores lejere, over en bid mad og lidt at drikke, møde hinanden og os på ejendommene.
     
  • Vi har dedikeret et Balder-træf – et såkaldt Expat Network – til vores udenlandske lejere, som udgør en væsentlig del af vores kunder, og som ofte søger nye fællesskaber blandt andre expats.
     
  • I slutningen af november inviterede vi alle vores beboere til jul på Experimentarium. Et tilbagevendende, årligt arrangement, hvor vi sætter fællesskab og kundepleje på dagsordenen.
     
  • Vi har lanceret en beboer-app, som snart er udrullet på alle vores ejendomme. Appen er i høj grad med til at optimere en række processer og styrke vores serviceniveau samt kommunikationen til vores kunder.

Vi er stolte af at kunne tilbyde ovenstående og mere til som en del af ”Balder-pakken”. Vi ser frem til at fortsætte de mange initiativer og styrke dem i endnu højere grad i det nye år.

Motiverede medarbejdere er altafgørende
I 2023 har vi desuden budt velkommen til 23 nye medarbejdere. For en talnørd som mig er 23 nye medarbejdere i ’23 et skønt sammentræf.

Hver og en af vores medarbejdere er med til at skabe og udvikle Balder, og vi gør derfor en dyd ud af løbende at give plads til faglig og personlig udvikling samt til fællesskabsfremmende arrangementer.

Vi har året igennem haft flere teamarrangementer, vi har deltaget i sportsaktiviteter såsom DHL, Royal Run og padelturnering og kåret kvartalets Balder-hjerter. 

Vi ser både 2023 og 2024 som konsolideringsår, hvor vi fremfor at være en organisation i vækst, er en organisation hvor vores medarbejdere kan vokse.

2024 ser lovende ud
Når jeg kigger ind i krystalkuglen for 2024 ser billedet mere positivt ud end for 2023. 

Alt tyder på, at inflationen er ved at lande på et mere normalt niveau igen, mens vi her i slutningen af 2023 har set et rentefald i markedet. Vi forventer henover 2024 yderligere rentefald, hvilket er positivt for hele ejendomsbranchen og giver mulighed for, at vi i Balder på længere sigt kan kigge efter nye projekter og nye investeringer.

Med de ord ser jeg og resten af Balder Danmark frem til fortsat at styrke vores position som en ansvarlig og attraktiv ejendomsaktør med fokus på kunden, nærhed, enkelthed, innovation og ikke mindst Balder-hjerte.

Slutteligt vil jeg ønske en god jul og et godt nytår til alle samarbejdspartnere, leverandører, kunder, medarbejdere og andre interessenter. Jeg ser frem til et lovende 2024.
 

Godt nytår

Godt nytår fra alle os i Balder