Børn- og ungeindsatser skaber nye fællesskaber og øget tryghed i lokalmiljøet 

Hundige Boldklub

Siden 2023 har Balder Danmark været en aktiv del af sociale indsatser i Greve Kommune gennem partnerskaber med Hundige Boldklub, Greve Nord Projektet og fritids- og ungdomsklubben Klub Godset.

Siden midten af 2023 har Balder Danmark været en aktiv del af sociale indsatser i Greve Kommune gennem partnerskaber med Hundige Boldklub, Greve Nord Projektet og fritids- og ungdomsklubben Klub Godset. De positive resultater er årsag til, at samarbejdet fortsætter i 2025.

Samarbejdet er opstået på baggrund af, at Balder med Strandby Høje og Strandby Huse er blevet en fast og synlig del af området. Det forpligter ifølge vores social engagement manager, Stephanie Ayotte: 

"Balder har store ambitioner om at være mere end en ejendomsudvikler og udlejer, og vi mener bestemt, at vi har et ansvar for at bidrage til de områder, hvor vi er til stede. Det er til gavn for egne beboere såvel som resten af lokalmiljøet. Balders investering i lokalsamfundet handler om at skabe værdi og varige, positive forandringer gennem initiativer, der bygger bro mellem generationer og som fremmer både tryghed og uddannelse".

Lommepengejob bidrager til ansvarsfølelse og selvtillid 

Greve Nord Projektet er en Boligsocial Helhedsplan, der dækker over områderne Askerød, Gersagerparken, Gudekvarterene og Klyngen, mens Klub Godset byder børn og unge fra samtlige af kommunens skoler velkommen.

Omdrejningspunktet for aftalen er lommepengejobberne. En indsats, hvor unge Greve-borgere mellem 13 og 15 år, får deres første joberfaring i trygge rammer, fx i Klub Godset eller i nævnte boligområder.

Netop fritidsklubben spiller en central rolle, og her mærker man tydeligt, hvordan jobindsatsen styrker de unges selvtillid og giver dem kompetencer til fremtiden.

Ayo på 14 år er en af lommepengejobberne i Klub Godset. Hun har arbejdet i caféen siden hun var 13.

"I starten var jeg meget genert, men nu kender jeg mine arbejdsopgaver, og jeg tør tage initiativ. Det er rart at tjene egne penge, men det bedste er, når klubbens børnene kommer og siger hej, vil tale med mig eller spørge mig om noget."

For 13-årige Mikail, der arbejder i Café Ask i Askerød, har jobbet ikke kun givet ham ansvar, men også skabt nye relationer:

"Jeg har lært en masse nye mennesker at kende – både kollegaer og beboere. I dag hilser jeg på de ældre borgere, som jeg bringer mad ud til, når jeg møder dem i området. Det gjorde jeg jo ikke før."

Klub Godset

Leder af Klub Godset, Michala Johansen, ser en tydelig positiv effekt: 

"Klubben har de trygge rammer og ressourcerne, der skal til for at kunne være den hånd i ryggen, de unge har brug for. Og vi ser helt tydeligt, hvordan lommepengejobs bidrager til de unges udvikling; de lærer om ansvar, struktur og samarbejde. Vi prøver jo at lære dem det værdifulde i have noget godt at stå op til. En ting er, at det er rart at tjene penge. Men det er også det med at møde ind og mærke, at det har betydning, at jeg er her. Og hvis jeg ikke er her, så har det også betydning. Erfaringen viser os, at de tager denne læring med sig videre."

Vores månedlige sponsorater til Klub Godset og Greve Nord Projektet dækker over lønudgifterne til fem lommepengejobbere og administrationsgebyrerne i forbindelse med lønhåndteringen.

Fodboldklub med fordele

Balder-sponsoratet til Hundige Boldklub har givet mulighed for at ansætte en administrativ medarbejder og en cafémedarbejder. Det har ikke blot lettet arbejdsbyrden for klubbens frivillige, men også skabt mulighed for nye initiativer til gavn for klubbens mange børn og unge.

Walid Ali, der er ansat som administrativ medarbejder, har erfaret, at klubhuset ikke udnyttes optimalt; det ønsker den uddannede lærer at lave om på. Visualiseringerne til den nye indretning er helt klar. 

"Jeg drømmer om at gøre det til et samlingspunkt for klubbens børn og unge – og måske endda at åbne huset op for unge udefra. Det skal være et sted, hvor man ikke kun kommer for at spille fodbold, men også kan lave lektier, læse bøger eller bare være sammen i trygge rammer. Hvis vi kan skabe et miljø, hvor det er normalt for børn at sidde og læse en bog og hygge sig, mens de venter på træning, så har vi vundet noget vigtigt," forklarer Walid Ali.

Klubbens mangeårige formand Jan Holst Andersen ser en stor værdi i samarbejdet med Balder:

"Med støtten til Walids administrative indsats og vores cafémedarbejder har vi kunnet aflaste vores frivillige, så de kan bruge tiden på at træne medlemmerne. Det betyder også, at der er ressourcer til at udvikle klubben og lave initiativer, der styrker fællesskabet."

Hundige Boldklubs nyindrettede klubhus står forventeligt klar inden årets udgang.

Visioner i tråd med regeringens børn- og ungepolitik

I februar udgav regeringens Trivselskommission 35 anbefalinger til at styrke børn og unges trivsel, myndiggørelse og livsmod. Én af disse anbefalinger er, at flere unge skal have muligheden for et fritidsjob. Rapporten understreger, at et fritidsjob for unge fra 13 år og opefter er med til at udvikle deres ansvarsfølelse, selvtillid og økonomiske uafhængighed – en indsats, der bidrager til en positiv fremtid for de unge og styrker fællesskabet.

Det er glædeligt nyt meddeler Josephine Jensen, der er souschef i Greve Nord Projektet. Sammen med sine kollegaer arbejder hun bl.a. på at skabe endnu flere lommepengejob, for de unge i området står i kø.

"Vi oplever stor efterspørgsel fra unge, der gerne vil arbejde, og det er jo glædeligt," udtaler Josephine Jensen, souschef i Greve Nord Projektet. Hun uddyber: 

"Når vi kan tilbyde børn og unge som Ayo og Mikail et lommepengejob, så ser vi positive effekter, der rækker helt ind i familien, ud blandt vennerne og i lokalmiljøet, fordi de vokser og lærer og fordi nye fællesskaber etableres. Fællesskaber, der eliminerer den utryghed, som kan forekomme i disse områder." 

I Hundige Boldklub er håbet, at den nye indretning af klubhuset vil blive et samlingspunkt, der rækker ud over fodbolden: "Vi håber at kunne tilbyde endnu flere aktiviteter for områdets børn og unge – også dem, der ikke nødvendigvis spiller fodbold, men som savner et sted at være i deres fritid," siger Walid Ali.

Stephanie Ayotte ser frem til at følge udviklingen og tage de mange erfaringer med sig i Balders videre arbejde.

"Vores engagement i Greve er langsigtet, og vi er utrolig glade for de lokale samarbejder og netværk vi er en del af. Det er en fornøjelse at vi på tværs af forskellige lokale aktører kan arbejde sammen om et fælles mål: at udvikle og optimere lokalmiljøet, så Greve forsat kan være et eftertragtet sted at bo og leve.”