Nyhed | 9. september 2026
Regnen holdt ikke de mange besøgende væk, da Sammen om Greve løb af stablen den 4. september. Borgere og tre politikere lagde vejen forbi Hundige Stationsbro, hvor Balder og vores samarbejdspartnere inviterede til Drømmecafé og fællesspisning.

Fællesspisning under Sammen om Greve 2026
Kulturbegivenheden Sammen om Greve samler hvert år foreninger, kulturinstitutioner, erhvervsdrivende og andre lokale aktører til en dag fyldt med oplevelser for både børn og voksne. Formålet er at styrke fællesskabet og vise de mange muligheder, som Greve – herunder Hundige – har at byde på.
I år bidrog Balder til programmet med en drømmecafé og fællesspisning i tæt samarbejde med Greve Bibliotek, Café og Restaurant Portalen og Greve Ungdomsskole.
Ved drømmecaféen, der fandt sted fra kl. 15-17 og inkluderede gratis kaffe og kage, kunne børn, unge og voksne dele deres ønsker for Hundige. Trods det våde vejr fandt op til 100 borgere vej til bordene med de ternede duge, hvor der hurtigt opstod livlige samtaler og gode idéer til at forbedre området.
To medlemmer af Greve Byråds ’Hundige-udvalg’, Mehmet Zeki Dogru (Enhedslisten) og Brigitte Klitskov Jerkel (Det Konservative Folkeparti), deltog også i drømmecaféen. Her fik de mulighed for at lytte til borgernes tanker og tale med dem om, hvordan Hundige kan udvikle sig, og hvad der allerede gør området til et godt sted at bo.

Nadia Kirk Westhausen fra Strandby Høje
En af de borgere, der trodsede regnen og lagde vejen forbi sammen med sin søn, var Nadia Kirk Westhausen, som bor i Balders ejendom Strandby Høje:
”Det er dejligt, at der bliver sat fokus på vores drømme for området. Her er i forvejen rigtig rart at bo, men det skader bestemt ikke med flere gode tiltag, som kan styrke området. Min søn og jeg hyggede os meget og nød også godt af den lækre kage,” fortæller hun.
Drømmene var mange og forskellige, men blandt gengangere var bedre cykelforhold, øget tryghed omkring stationen, bedre legeområder i bydelen og optimering af stisystemerne mellem Hundiges boligområder. Balder og Greve Bibliotek samler nu idéerne og tager dem med videre til byrådets Hundige-udvalg (Hundige Helhedsplan §17, stk. 4 udvalget).
Da klokken slog 18, forvandlede Drømmecaféen sig til en hyggelig fællesspisning. Regnen fortsatte ufortrødent, og det gjorde samtalerne heldigvis også blandt de ca. 55 spisende gæster.
En af middagsgæsterne var Greves borgmester, Pernille Beckmann:
”Fællesspisningen var en god anledning til at mødes med andre fra bydelen og tale om det, der optager os i hverdagen. Jeg glædede mig over de mange samtaler og det fællesskab, der opstod omkring bordene. Jeg sætter stor pris på, at Balder engagerer sig i lokalsamfundet og skaber anledninger til, at mennesker mødes,” siger hun.

Balder ejer og administrerer ejendommene Strandby Høje og Strandby Huse, som tilsammen rummer mere end 300 lejeboliger tæt på Hundige Station. Engagementet i Hundige handler ikke kun om bygninger og boliger, men også om de mennesker og fællesskaber, der giver området liv.
”Vi har gennem flere år engageret os i Hundige og lært både området og mange af de mennesker, der bor her, godt at kende. Derfor er vi også rigtig glade for at kunne støtte op om Sammen om Greve med både drømmecafé og fællesspisning. Når mennesker mødes, deler idéer og lærer hinanden at kende, er det med til at skabe et stærkere lokalsamfund,” siger Flemming Joseph Jensen, co-CEO i Balder.
Selvom sensommervejret ikke viste sig fra sin bedste side, blev dagen en varm påmindelse om, at fællesskab ikke kun afhænger af solskin – og at drømme i sandhed har lov til at leve.
Tak til både borgere og politikere, der trodsede regnen og lagde vejen forbi.
