Velkommen hjem til Høje Taastrup C: De første beboere er flyttet ind i ny bydel
Onsdag d. 27. april blev nøglerne til 46 lejligheder i Fyrkantens første etape overdraget til beboerne, der nu som de første kan indrette deres hjem i den helt nye bydel.
Omkring ejendommen arbejdes der på højtryk på at gøre omgivelserne helt klar til de nye beboere. Fortovet bliver lagt, byparken Åbenheden er allerede indviet, snart kommer bænke og de sidste træer, og græsset er netop ved at blive sået.
På sigt vil der også komme mange naboer til: Visionen er nemlig, at den nye bydel på sigt skal være hjemsted for op mod 4000 borgere og 4000 arbejdspladser.
Balder Danmark, som står bag Fyrkanten, har set frem til at byde velkommen hjem til Fyrkanten og Høje Taastrup C:
”Det er altid stort for os, når de første flytter ind i en ny ejendom – men det bliver selvfølgelig endnu større, når det samtidig er en helt ny bydel, de flytter ind i,” fortæller projektchef Tore Dahl Iversen fra Balder Danmark.
”Fyrkanten har en unik beliggenhed med to sider ud mod byparken og med det kommende rådhus som genbo. Med ejendommens næste etape kommer også tre erhvervslokaler i stueetagen, herunder en café, som også vil bidrage til at skabe oplevelsen af en levende bydel for både beboere og besøgende,” siger han.
“En milepæl”
Også hos Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C P/S, som står for udviklingen af hele den nye bydel, glæder de sig over de nye beboere:
”Det er en milepæl for Høje Taastrup C når de første beboere flytter ind, for det er jo begyndelsen på at der kommer liv i byen,” fortæller direktør Lars Bloch.
Arealudviklingsselskabet og deres samarbejdspartnere har sammensat en velkomstpakke med blandt andet specialtilbud og lækkerier til at byde de nye indflyttere velkommen hjem.
Borgmester Michael Ziegler byder også de nye beboere velkommen, og glæder sig over denne milepæl for den nye bydel:
”Vi er meget glade for den interesse, vi oplever for at bo i den nye bydel, som snart vil summe af liv og bidrage til at binde hele byen sammen på en ny måde,” siger han.
De nye borgere i Høje Taastrup C inviteres ligesom alle andre tilflyttere til kommunen på velkomsttur i form af halvanden times sightseeing med borgmesteren som guide.
Attraktiv beliggenhed
Tre byggefelter længere nede ad parkstrøget finder man endnu en Balder-ejendom under opførsel i bydelen, boligejendommen Rubinhaven. Ejendomsselskabet ser nemlig mange kvaliteter i kommunen og den nye bydel:
”Høje-Taastrup kommune har i forvejen mange af de kvaliteter, vores kunder efterspørger: Et levende byliv, grønne områder, mange arbejdspladser, indkøbsmuligheder og ikke mindst velfungerende infrastruktur,” fortæller administrerende direktør i Balder Danmark, Flemming Joseph Jensen.
”Høje Taastrup C er en bydel med mange spændende tiltag, som vi ser masser af potentiale i at bidrage til med vores to ejendomme. Både Fyrkanten og Rubinhaven giver gode forudsætninger for en nem hverdag med masser af livskvalitet, som i kombination med de attraktive omgivelser kan bidrage til at tiltrække borgere i alle aldre til bydelen,” afslutter Flemming Joseph Jensen.
Fakta
Boligejendommen Fyrkanten opføres i et samarbejde mellem Balder Danmark, Sjælsø Management, ingeniørerne ABC og arkitekterne Mangor & Nagel.
Fyrkanten består af i alt 107 2-4-værelses boliger fordelt på to etaper. Boligerne i anden og sidste etape er klar til indflytning til juli.
Er du interesseret i en bolig i Fyrkanten, kan du kontakte LokalBolig Taastrup på telefon 43 99 99 96.
Om Balder Danmark
Balder Danmark A/S er et datterselskab af Fastighets AB Balder, som er et svensk børsnoteret selskab. Balder-koncernen er, med aktiver pr. 31/12 2021 for over 229 mia. SEK (over 163 mia. DKK), ét af de største ejendomsselskaber i Skandinavien.
Koncernen ejer, forvalter og udvikler boliger, erhvervsejendomme og hoteller i Sverige, Danmark, Norge, Finland, Tyskland og England.
I Danmark ejer Balder ca. 3.000 færdigbyggede lejeboliger fordelt på 13 ejendomme, der har beliggenhed i København, Hillerød, Høje Taastrup og Hedehusene. Dertil er der planlagt ca. 1.600 lejligheder i 9 nye ejendomme i Greve, Hedehusene, Høje Taastrup, Helsingør, Espergærde, København og Solrød Strand, som vil stå klar i løbet af de næste par år. Desuden ejer Balder bl.a. Cirkusbygningen samt en række hoteller i indre København, såsom Nobis og Plaza.